Nej – vi skammer os ikke
...Debat
Aabenraa: Vi skammer os ikke – men vi er med Ejler Schütts debatindlæg i bl.a. Aabenraa Ugeavis bekymrede for samarbejdet i det ny udpegede Lokale Beskæftigelsesråd, LBR.
LO Sønderjylland finder Ejler Schütts, formand for Arbejdsmarkedsudvalget i Aabenraa Kommune, angreb på LO Sønderjyllands LBR-medlemmer i Aabenraa Kommune ødelæggende for samarbejdet i LBR.
Udgangspunktet for Ejler Schütts angreb på LO Sønderjyllands tre LBR-medlemmer skyldes en dispensationsansøgning fra rimelighedskravet til LBR i forbindelse med ansættelse af 10 borgere i Nytteindsats hos Den Blå Oase - organiseret som en socialøkonomisk virksomhed.
Lovgivningsmæssigt skal der være enighed i LBR, for at dispensationen kan gives.
Det er der ikke, da bl.a. LO Sønderjyllands tre LBR-medlemmer ikke ville give dispensationen på det foreliggende grundlag.
Vi går ud fra, at det er denne enighed som loven omtaler, Ejler Schütt kalder en ”forældet vetoret”.
Den er indført med den nye kontanthjælpsreform, som trådte i kraft 1. januar 2014!
Indledningsvis skal det slås fast at LO Sønderjyllands tre LBR-medlemmer ikke umiddelbart har noget imod projektet og at projektet (med enkelte rettelser) umiddelbart vil kunne etableres i et samarbejde mellem Den Blå Oase og Aabenraa Kommune.
Men projektet kan ikke etableres under lovgivningen for Nytteindsatsen.
Ifølge loven er målgruppen for nytteindsatsen, uanset om det er kontanthjælpsmodtagere eller forsikrede ledige, der er faldet ud af dagpengesystemet, stærke ledige, der ikke har problemer udover ledighed.
Det er jo ikke ligefrem den målgruppe, der er tale om i Den Blå Oases projekt – tvært imod.
I Den Blå Oases projektbeskrivelse står der bl.a. at: "Det er desuden planen, at vi med tiden udvider opgaverne til også at omfatte outsourcing, (udføre arbejde for virksomheder)".
I LO Sønderjylland er vi selvfølgelig ikke interesseret i, at der med tiden etableres et "vikarbureau", som skal udføre arbejde for virksomheder med "gratis arbejdskraft" fra Den Blå Oase; og lovgivningsmæssigt er der ikke hjemmel herfor, da der ikke kan etableres Nytteindsats i private virksomheder.
LO Sønderjyllands LBR-gruppe benytter absolut ikke "fastlåste ideologiske principper".
Vi arbejder ud fra, at Aabenraa Kommune skal overholde lovgivningen.
Vi vil derfor foreslå, at Ejler Schütt stiller sig i spidsen for og i samarbejde med LBR at drøfte en samlet strategi for etablering af – og opfølgning på anvendelsen af nytteindsats. Udgangspunktet kunne jo være, det forslag til strategi og opfølgning som FTF’s og LO’s LBR-gruppe har udarbejdet og fremsendt til LBR/Aabenraa Kommune.