På ture i sommerlandet

Rundvisning. Der er rig mulighed for at opleve sommerlandet med de mange tilbud på guidede ture, som Turistforeningen for Aabenraa og Grænselandet tilbyder i den kommende periode.

Aabenraa: Rundvisning på ”Det Maritime Kalvø”Første tilbud gælder den idylliske ø Kalvø på Løjt Land, hvor guiden Hrolf Thorulf fra Det Maritime Kalvø med udgangspunkt fra Herrehuset kl. 14 onsdag, 2. juli viser rundt på værftsområdet og fortæller om livet i arbejderboligerne og om arbejdet på et af 1800-tallets største værfter i Danmark, hvor et af datidens største og hurtigste skibe blev bygget.

Rundviseningen varer ca. en time. Det er gratis at deltage og tilmelding er ikke nødvendig.

Efterfølgende er der mulighed for at afslutte oplevelsen med en smuk vandretur Kalvø rundt på egen hånd. Turen er ca. halvanden kilometer og der er en fin afmærket vandrerute hele øen rundt.

Kalvø Værfts Museum er ligeledes åbent kl. 14 - 17 og der er gratis adgang. Museet viser bl.a. en helt ny udstilling der fortæller om Kalvøs nyere historie.

Ligeledes 2. juli er der en guidet tur, der omhandler Hærvejen og Gendarmstien. Deltagerne mødes kl. 19 ved p-pladsen ved Bov Kirke på Kirkevej i Bov, hvor turleder turleder Kaj Mauritzen fortæller små historier om bl.a. Bov Kirke, præstegården, brandstationen og det frivillige brandværn, Hærvejen, Bov som middelalderby, Slaget ved Bov, grænsedragningen i 1920, grænsegendarmeriet og nyder naturen gennem Tunneldalen og langs Gendarmstien. På to dage arrangeres en maritim byvandring i Aabenraa. Det sker 2. og 9. juli kl. 19 med udgangspunkt fra Søfartsmuseet/Kulturhistorie Aabenraa, på H.P. Hanssens Gade. På den guidede tur berettes om Aabenraa by’s søfartshistorie og deltagerne oplever havnekvarteret på tæt hold.

Den historiske by er på programmet – ligeledes i forbindelse med en guidet tur sammen med byens vægtere 2. og 9. juli kl. 22.

Deltagere mødes på Vægterpladsen i Aabenraa og følger vægterne Erling Madsen og Peter Michaelsen på den traditionsrige vandring gennem Aabenraas hyggelige, gamle gyder og brolagte gader, hvor de hører byens spændende og dramatiske historie. Guide Erling Madsen er gået i jomfru Fannys fodspor – og torsdag, 3. juli, kl. 18.30 tager han publikum med på en rejse gennem historien om Jomfru Fanny – den uægte kongedatter, der havde sit liv i Aabenraa fra 1805 til 1881.

Deltagere mødes ved Søfartsmuseet, H.P. Hanssens Gade i Aabenraa.Endelig kan man opleve Gendarmstien på cykel.

- En spændende og lærerig guidet cykeltur ad Gendarmstien fra Kruså til Sønderhav og retur til Kruså via Østerskov. Udfordrende stigninger men med fantastisk udsigt, fortæller natur- og landskabsguide Stefanie Dibbern om den godt 18 kilometer lange tur, der foregår torsdag, 3. juli, med start fra Kruså Turistbureau kl. 18.30 - egen cykel medbringes. Der er hjælp med cykelteknikken.