Nu kan du læse Bibelen i kirken

Læs: Når vi går ind i kirken, tager mange af os en salmebog i standeren ved indgangen, men hvorfor skulle vi egentlig ikke også kunne tage en bibel med, når vi skal til gudstjeneste?

Det får du sandsynligvis også mulighed for nu. Bibelselskabet udsender i hvert fald en ny udgave af Bibelen, som har samme højde som de nuværende salmebøger, så de kan stå i samme stander, klar til at komme med kirkegængerne ind i kirken.

»Kirkebibelen« hedder den specielle udgave, som ifølge Bibelselskabet bliver taget godt imod af landets præster.

»Det er en rigtig god idé. Det gælder jo om, at vi får Bibelen ud og får den gjort tilgængelig, så folk kan tage den, røre den og se den. Det vænner kirkegængere til at bruge Bibelen, og der bør være et par stykker i hver kirke som en mulighed,« siger Præsteforeningens formand Per Bucholdt Andreasen til Bibelselskabet.dk.

Matcher salmebogen

I »Kirkebibelen« finder du en oversigt over kirkeårets bibelske læsninger trykt bag i bogen. Desuden udgives den i tre farvevarianter, som matcher kirkesalmebogen.

Når der nu findes bibeler i mange kirker, åbner det samtidig mulighed for, at Bibelen kan bruges på flere og andre måder i kirken.

»Bibelen skal åbnes for folk, for det er jo en grundbog i vores kultur. At den bliver mere tilgængelig og anvendt, synes jeg kun man som præst i den danske folkekirke, kan hilse velkommen,« siger han.