Det unge publikum skal lære ringriderfesten at kende
Fest. Ringriderkomité henter råd hos Hasse Eduard for at skrue en fest sammen, der appellerer til de unge
Aabenraa: Ringriderfesten i Aabenraa er kendt for at byde på en nyhed eller to i forhold til tidligere år. Dette år er ingen undtagelse. For hvis man kigger programmet igennem for dagene 3.-7. juli, så er der kommet tilbud med, som i høj grad appellerer til de unge.
Det burde de i hvert fald gøre, mener Mathias Andresen, medlem af ringriderkomitéen.
Hver dag under hele ringriderfesten bydes der således på DJ Club fra kl. 18 og helt frem til kl. 02 med nogle af Danmarks bedste disc-jockey’s – heriblandt bl.a. Kongsted og DJ Anders Christiansen fra Danmark, DJ Eric Wedel fra Norge samt DJ Lucas, DJ Ti6er, Ponsaing og mange flere.
Det er en bevidst satsning, erkender Mathias Andresen.
- Vi har savnet denne publikumsgruppe, men nu har vi fyldt dette hul. DJ Club henvender sig dog ikke kun til de unge – men til alle, der gerne vil have en fest, fortæller Mathias Andresen.
Ringriderkomitéen har til dette formål hentet ekspertise "udefra" i form af Hasse Eduard fra "Hasse’s Aabenraa".
- En rådgiver til lejligheden, tilføjer Mathias Andresen.
Hasse Eduard har nemlig kontakterne til musik-miljøet oig har desuden den nødvendige know-how for at stable en sådan fest på benene.
Han havde henvendt sig til ringrider-komitéen med et oplæg, der ville kunne tiltrække et yngre publikum.
Det faldt simpelthen som en appelsin ned i komitéens turban.
- Det falder meget i tråd med de tanker, vi havde gjort os. Vi havde netop haft fokus på denne målgruppe, idet vi fra tidligere år måtte konstatere, at den mangler på festpladsen, siger Mathias Andresen.
Der bliver kræset for publikum ved denne lejlighed.
Området deles op i to afdelinger: én i teltet – og én udenfor, der indrettes som en sommerbar.
- Og inde i teltet fungerer det som en bar. Modsat det, man kender fra festivaller, hvor man får øl i plastik-krus, så serveres drinks og cocktails i rigtige glas, og øllene i flasker, lyder det fra Hasse Eduard.
Tiltaget vil formentlig ikke sørge for flere ryttere under galgerne, erkender Mathias Andresen.
- Men det er med til at sikre, at de får en tilknytning til ringridningen.
Den er Hasse Eduard med på:
- Ringriderfesten er vores eneste byfest. Det kan godt være, at DJ Club er deres eneste relation til ringridning, men på denne måde er vi med til at holde de unge i byen. Så har de i hvert fald en årsag til at gå i byen.
Også Mathias Andresen er glad for tiltaget:
- Det er i det mindste en begyndelse til noget godt – og måske mere.

