Fond legede julemand i varmen

Støtte: Ølgod Fonden delte 50.000 kroner ud til lokale foreninger.

Der var penge i posen, da Danske Bank Fonden i Ølgod legede julemand midt i sommervarmen.

50.000 kroner blev uddelt fra fonden, som har til formål at støtte almennyttige og andre velgørende eller kulturelle formål med særlig henblik på Ølgod og omegn.

Fonden havde fået en hel del spændende ansøgninger, og seks modtagere kunne glæde sig over finansiel støtte til forskellige formål.

Ølgod IF- fodbold fik 20.000 kroner til etablering af kunstgræsbane. Skovlund Børnehus fik 10.000 kroner til køb af et legetårn. Tistrup Motorsport fik 5.000 kroner til køb af værktøj og indretning af nye lokaler. Gårde Borger- og Beboerforening fik 5.000 kroner til køb af vildmarksbad. Lindbjerg Forsamlingshus fik 5.000 kroner til udskiftning af tag og sidst men ikke mindst, fik Tistrup Mediehus 5.000 kroner til en ny hjemmeside.