10 år med musik i haven i Vittarp

Musik: I år er der jubilæum for de klassiske havekoncerter med musik og sang under trætoppene hos Bibbi og Per Kruse Hansen.

Det bliver operasangeren Thomas Storm, der skal være solist, når der for 10. gang er koncert på Vittarpvej 50 arrangeret af Vittarp Havekoncerter. Koncerten finder sted søndag 27. juli klokken 14.30.

Ud over Thomas Storm, der optræder på både danske og tyske scener, medvirker Mogens Gert Hansen fra operakoret i København og Kirstine Bonde Pedersen, som begyndte karrieren ved Varde Sommerspil.

Til at binde programmet sammen er Ole Fredslund Gudmundsen med som både konferencier og sanger. Alle solisterne akkompagneres af medlemmerne fra Archi Ensemblet, Hanne Askov, Agathe Christensen, Søren Storm og Per Kruse Hansen.

Der vil blive spillet og sunget musik fra Tryllefløjten, og i anden afdeling vil der blandt andet være uddrag af ”Sommer i Tyrol.”