Tag dine sanser med på cykeltur i Henne

Natur: Der er noget til alle de fem sanser, når der er 20 kilometer cykeltur i og omkring Henne.

Torsdag den 7. august indbydes alle turister og lokale til at tage deres sanser med på »Cykeltur for alle sanser«.

På den cirka 20 kilometer lange cykeltur vil cyklisterne få alle deres sanser stimuleret, og der er oplevelser til alle aldersgrupper.

Mennesket har fem sanser: føle,- høre,- dufte,- smage,- og synssansen. Når mennesket oplever, foregår det med alle sanser. Selv hvis en sans ikke bliver stimuleret, er den alligevel med til at påvirke den samlede fornemmede oplevelse. Idéen bag cykelturen er derfor, at cyklisterne får stimuleret så mange sanser som muligt.

På turen får deltagerne da også rig mulighed for at opleve den storslåede natur ved Henne Strand og Filsø, samt at opleve noget af det, som de lokale har at byde på til områdets gæster. Sans de lokale råvarer, specialiteter, aktiviteter og andre oplevelser.

psl

Smag lækker honning fra Filsø og hør biavlerne fortælle om biernes fascinerende liv, føl din krop i Filsø Naturlegepark, hør fuglestemmer og se Filsøs fugle sammen med dygtige ornitologer. Eller føl på ravet, havets guld, fordyb dig med Tai Chi og duft og smag hedens planter i hjemmelavede snapse.