Hvor er det enkelte barn henne?

Kommentar til artikel i uge 29.

Man har i flere artikler i dagspressen set Per Rask Jensen udtale, at man altid vil se på det individuelle barn. I mine øre er det varm luft. Hvis de folkevalgte og de ansvarlige i Varde Kommune havde gjort det fra dag 1, havde vi ikke stået, hvor vi er i dag. Hvor er det individuelle barn henne? Vi mødes af en mur af tavshed, så man kan kun tænke, at der er en skjult dagsorden.

Hvad er det individuelle barn så?

Det er en specialskole, vi her har med at gøre. Vi snakker om børn, der udover generelle indlæringsvanskeligheder har vanskeligheder udover forsinket intellektuel udvikling i forbindelse med genetiske sygdomme, multiple funktionsnedsættelser, epilepsi, cerebral parese, muskelsvind, rygmarvsbrok, erhvervede hjerneskader, synshandicaps, hørehandicaps, manglende sprog, infantil autisme eller andre særlige diagnoser.

Nogle af disse børn, er deres liv, at gå på denne skole, og det derfor for manges vedkommende, er godt med mulighed for at være længere på skolen. Det vil sige dagtilbud som SFO, men der er også børn derude, der har et liv ved siden af og ønsker at opnå et fritidsliv og engagere sig i sociale aktiviteter i lokalsamfundet. Og det er en af de ting, der bliver svært at opfylde med de tvungne længere dage.

Der er dialog kørende imellem kommunen og forældrene med individuelle løsninger, men hvorfor skal lige netop specialklasserne være ”prøveklud” for så stor en forandring?

Mit eneste svar er: ”Spare penge”. Det er meget enklere at køre børnene hjem på én gang, men hvornår ser man så på det individuelle barn?

Når tre forældre råber op, men hvad med resten af ”flokken”, der har lige så store krav på at få samme behandling?