En mus og dræberkanin var løs

Underholdning: Sebastian Klein leverede et underholdende show på Torvet i Blåvand med både en mus og dræberkanin. Både børn og barnlige sjæle morede sig.

Solen bagte ned over et stuvende fuldt torv i torsdags, da Sebastian Klein stod for underholdningen på torvet i Blåvand, og lige med det samme havde han publikums fulde opmærksomhed.

Med sig på scenen havde han musen Julius, som slet ikke er nogen almindelig mus. Julius har nemlig arbejdet i et musecirkus, og den er en meget dygtig muse-cirkusartist, fortalte Sebastian Klein til publikum. Julius skulle gå på line, og til at spænde linen ud fik han Clara og Mie til at hjælpe sig.

– Clara og Mie smiler og vinker. Solen skinner, og himlen er blå. Det kan ikke blive bedre, bedyrede Sebatian Klein overfor publikummet.

Dræberkanin

Gennem hele showet opfordrede han især alle børnene til at svare på spørgsmål, og han havde børnene i sin hule hånd – også selvom de blev drillet en gang imellem. Til et nummer med den »peruvianske dræberkanin Pedro« skulle Sebastian Klein bruge en frivillig, som var undværlig, for Pedro kunne være farlig, og hvis man var uundværlig, kunne man ikke bruges som frivillig. Efter lidt snak med en far blev Sebastian og han enige om, at hans søn William godt kunne undværes, hvis der gik noget galt.

Heldigvis viste Pedro sig fra sin venlige side, og med stor hjælp fra William og en lille smule hjælp fra Sebastian Klein gik Pedro fra en stol til en anden gennem en hulahopring.

Et af de mange børn, der var kommet for at se Sebastian Klein, var otteårige Magnus Vestergård Jørgensen fra Lunderskov. Han kender Sebastian Klein fra fjernsynet.

– Det bedste var nummeret med den sindssygt farlige dræberkanin, fortæller Magnus, der selv har en kanin hjemme i Lunderskov.