De maler byen rød og sikkert også himlen blå

Grandprix: Årets sommerspil er i gang på friluftsscenen i byskoven, hvor Drabanterne opfører musicalen ”Vi maler byen rød”.

Drabanterne havde i aftes snigpremiere på årets sommerspil fra friluftsscenen i byskoven. ”Vi maler byen rød” er titlen på musicalen, der indeholder en lang række af de allerstørste Melodi Grandprixnumre. Der er med garanti blevet sunget med, da byens pensionister af Lions Club traditionen tro var inviteret til sommerspil mandag aften, og mon ikke fællessangen fortsætter ugen ud, når Drabanterne i aften har premiere på ”Vi maler byen rød”.

Smuk som et stjerneskud

”Smuk som et stjerneskud” lyder ud af højtalerne ved friluftsscenen i byskoven. Ganske vist i en lidt mere provinsiel udgave end originalen, men man kan alligevel ikke lade være med at bevæge sig til rytmen og synge med. Heller ikke instruktør Rikke Bruun kan sidde helt stille.

- Velkommen i skoven.

Det er torsdag aften, og blot en enkelt weekend fra, at musicalen skal møde publikum. Der er dog ikke skyggen af panik at spore hos hverken instruktøren eller hos den ene halvdel af korledelsen, Johnny Agis Nielsen, som sidder ved siden af instruktøren og lytter med på sangen. Sammen med sin hustru, Bente Agis Nielsen, deler han korledelsen.

Svære popsange

- Det er helt optimalt på det måde, fortæller Johnny, der tidligere også har haft ansvaret for musikken i forbindelse med sommerspillet. Den tjans tager Unilyd i Kvong sig af. De rammer rigtig fint originalmusikken, forklarer Johnny, som dermed kan koncentrere sig om sangene.

- Det har været en sjov oplevelse. Man har bare sunget de her sange tusind gang, men når man så skal synge dem for publikum fra scenen, finder man ud af, at det faktisk er nogle rigtig svære sange at synge. Sange som er skrevet til folk, der virkelig kan synge. Det har været en spændende udfordring.

Disco Tango

Fra scene fyrer hele koret ”Disco Tango” af, for kort efter at slå over i ”Kloden drejer” i en noget beruset version.

På sidelinjen står Louise Raunkjær i en akavet position. Hun er koreograf på forestillingen og forsøger at vise spillerne på scene, hvordan de skal bevæge sig. Louise har tidligere haft ansvaret for dansen i sommerspillet. Hun debuterede i forestillingen ”Take a chance” i 2010.

Så er der kaffepause med hjemmebagt kage. Om Drabanterne er blevet klar til premieren vil vise sig i aften og hver dag frem til og med søndag.