Tidsrejse i Janus Bygningen
Kunst: I Janus Bygningen inviterer Vestjyllands Kunstmuseum fra den 16. august til den 5. oktober på en oplevelsesrejse i kunstens verden. En omfattende og alsidig udstilling med 12 kunstnere og fremragende værker fra samlingen.
»TRAVELLING« er et kunst- og kulturarrangement med og omkring billedkunstneren Bjarke Regn Svendsen.
Udstillingen knytter sig til rejsebegrebet på flere måder. Bjarke Regn Svendsen har på egne rejser fundet nye motiver og ny inspiration. På udstillingen vises både nye og ældre værker samt flere videoer. Udstillingen bliver også en tidsrejse med opbygningen af Vestjyllands Kunstmuseums samling.
Stærke samtidskunstnere
TRAVELLING er også en rejse sammen med andre kunstnere. To af udstillingssalene byder på et særligt udvalg af de mange kunstnere, som Bjarke Regn Svendsen har fulgt i tidens løb og sætter pris på.
Et tredje afsnit af udstillingen gælder en helt speciel rejse, nemlig til Akropolis sammen med de to kunstnerkolleger Karin Birgitte Lund og Søren Elgaard. Rejsen resulterede i en større udstilling på bl.a. Silkeborg Bad, og her på TRAVELLING suppleres Bjarke Regn Svendsens ophængning af væsentlige bidrag fra de to øvrige.
En rejse ind i fremtiden antydes med Talentudstillingen i Gallerigangen. Maya Stefania deltog på Kunstnernes Sommerudstilling 2013 og får her mulighed for at komme med en større ophængning.
Publikum med på rejsen
Publikum inviteres med på rejsen på flere måder. Der kan eksempelvis sendes rejsepostkort fra rejsen, og man kan gå på opdagelsesrejse i udstillingsrummene. Der arrangeres guidede ture og foredrag om kunst og rejser.
TRAVELLING har fernisering lørdag den 16. august. Efter en velkomst ved Janus Bygningens administrativ leder Anne-Margrethe D. Hansen kommer Bjarke Regn Svendsen med en kort introduktion til udstillingen.
Derefter uddeles »LEO KJÆRGAARD PRISEN«. Billedkunstneren Finn Heiberg tildeles prisen ”for et ægte og personligt maleri i et ”legende” billedsprog med overbevisende kraft i kolorit, stoflighed og overraskende kompositioner. Overrækkelsen sker ved prisens indstifter Elisabeth Grahl Madsen.