Kunstrejse har Janus Bygningen som lufthavn
Udstilling: Bjarke Regn Svendsen er omdrejningspunktet i ny udstilling. Der er både udstillinger, foredrag og rundvisninger.
TISTRUP: Bjarke Regn Svendsen kan om nogen tage æren for det rige og meget aktive kunstliv i Tistrup.
Han er derfor omdrejningspunktet, når Janus Bygningen fra den 16. august agerer lufthavn for en kunstrejse med ham og en række andre kunstnere som piloter.
Udstillingen hedder »Travelling« og omfatter også foredrag og rundvisninger. Titlen er valgt, fordi Bjarke Regn Svendsen på rejser har fundet nye motiver og ny inspiration, og fordi udstillingen også er en tidsrejse med opbygningen af Vestjyllands Kunstmuseums samling.
Bjarke Regn Svendsen er kunstnerisk leder af samlingen og har valgt nogle af sine egne favoritværker til udstillingen.
Kollegaer er med
To af udstillingssalene byder på et udvalg af de mange kunstnere, som Bjarke Regn Svendsen har fulgt gennem årene, og som han sætter stor pris på.
Anette Harboe Flensburg, Mogens Gissel, Finn Heiberg, Leif Kath, Solveig Lohne, Allan Otte, Jette Vohlert og Laila Westergaard præsenterer samtidskunst hovedsageligt indenfor maleri og skulptur.
Bjarke Regn Svendsen rejste til Akropolis med kollegerne Karin Birgitte Lund og Søren Elgaard, og de udstiller kunst fra rejsen.
bja
Desuden byder Maya Stefania, der var med på Kunstnernes Sommerudstilling i 2013, på en rejse ind i fremtiden med sine værker på Talentudstillingen.

