Lungesyge får træning af frivillige
SØNDERBORG: Mange borgere i Syd-og Sønderjylland lever med lungesygdommen Kol. Når kommunens tilbud om 12 uger rehabilitering, er slut, har de hidtil været overladt til sig selv.
Det er de ikke længere takket være en donation fra TrygFonden. Pengene er brugt på at uddanne frivillige på blandt andet Sønderborg Sundhedscenter, og de er nu klar til at stå for den ugentlige træning. Netværkene fungerer som brobyggere til kommunen og hospitalernes rehabiliteringstilbud, og der er flere og flere kommuner, der starter træningsnetværk.
– Vi er utroligt glade for at se denne udvikling og håber, at mange flere kommuner vil følge trop og starte netværk op, siger lokalformand i Sønderjylland, Klaus Jensen.
bja
Træningen er med til at forebygge en forværring af deltagernes sygdom samtidig med, at det giver deltagerne større livskvalitet og et stærkt socialt samvær.