Bryster ryster for et godt formål

Cancer. I anledning af landsdækkende Lyserød Lørdag 4. oktober har en lokal dansegruppe arrangeret stort show på Folkehjem for dermed at samle penge til Kræftens Bekæmpelse.

Aabenraa : Der bliver masser af dans på Folkehjem i Aabenraa lørdag, 4. oktober, når en lokal dansegruppe arrangerer et stort danse-show med titlen "Ryster for Bryster".

Showet er lagt på denne dato med fuldt overlæg – for den 4. oktober er såkaldt Lyserød Lørdag – dagen, hvor Kræftens Bekæmpelse landet over sætter fokus på kvinder og brystkræft.

- Det er et bidrag til den landsdækkende kampagne "Støt Brysterne", forklarer initiativtager Malene Patzer fra dansegruppen "Bellis". Dansegruppen har flere medlemmer fra Sønderborg.

Det sker på en tragisk baggrund, idet én af gruppens medlemmer døde af netop brystkræft.

Støtter god sag

- Vi har alle haft kræft tæt inde på livet i ét eller andet omfang. Så ved at gøre noget, vi kan lide – og som er sjovt – kan vi støtte en god sag samtidig, fortæller Malene Patzer om arrangementet, der er opstået helt i privat regi.

Men mange er gået ind i samarbejdet – bl.a. Kræftens Bekæmpelses lokalafdeling, Folkehjem og modebutikken Change i Aabenraa.

Ikke noget man ser hver dag

Publikum vil kunne opleve mange forskellige former for dans. Ikke lige noget, man ser hver dag, erkender Malene Patzer.

Gruppen "Bellis" viser mavedans – både den traditionelle med og uden slør – gypsy-dans, og tango "med vifter og tramp i gulvet", som den kendes i Andalusien.

- Desuden viser vi den dansestil, der er kendt fra indiske "Bollywood"-film. Men vi bevæger os over i noget mere moderne, hvor vi danser til musik af Clemens og Rammstein.

Og så byder dansegruppen på en overraskelse i den mere raffinerede ende.

Det er ikke kun Foreningen "Bellis", der optræder i forskellige formationer.

- Vi får også besøg af en tysk tribal-gruppe samt et lille antal gæstedansere.

På mange niveauer

Der er dansere på mange niveauer, forklarer Malene Patzer.

- Nogle har danset i rigtig mange år – andre i kort tid. Men alle går ind og laver et varieret og spændende show for en god sag.

Hele overskuddet går til Kræftens Bekæmpelses kampagne "Støt Brysterne".

- Billetprisen på 150 kroner er inklusive en frokost-anretning, som Folkehjem har sammensat. For hver solgt billet går 100 kroner til formålet. Samtidig kan publikum vinde små præmier på billetten.

Malene Patzer gør opmærksom på, at der er et begrænset antal billetter til showet.