Kulturen fik én på natten
Oplevelser. Selvom vejret ikke viste sig fra sin bedste side, var der alligevel mange, der havde trodset bygerne og var taget til Kulturnat på havnen i Sønderborg.
SØNDERBORG: Kulturlivet i Sønderborg kommune har meget at byde på, og fredag aften kunne man til Kulturnatten gå på opdagelse blandt de mange tilbud, der blev præsenteret af de forskellige foreninger, der var repræsenteret langs havnen. Der var naturligvis også masser af opvisninger og musik og aftenen blev festligt og traditionen tro rundet af med fyrværkeri og natløb hvor 1650 deltagere havde kridtet løbeskoene for at tage turen rundt i byen i ly af mørket.
-Det er spændende at komme rundt og se de mange forskellige aktiviteter, der er noget for alle og meget at komme efter. Desværre er vejret ikke for godt, men vi skal selvfølgelig alligevel rundt og se, hvad der sker, sagde Søren Johansen, der havde taget familien med til Kulturnat i Sønderborg.







