Bog fik 11-årig til at græde i to dage
Forfatterspirer. Vi besøger Forfatterspireklubben på biblioteket og hører om, hvorfor 11-årige Katrine Johnsen og 17-årige Frederikke Wiinholt er vilde med bøger og med at skrive.
Sønderborg: Katrine Johnsen er 11 år og fra Gråsten. Frederikke Wiinholt er 17 år og fra Sønderborg. De to piger elsker bøger og vi træffer dem i Forfatterspireklubben på Sønderborg Bibliotek. Her har underviser forfatter Julie Christensen. Hun skal bedre børns og unges skrivefærdigheder.
Forfatterspireklubben i Sønderborg har 22 tilmeldte. 20 mødte op. Blandt dem var kun to drenge. Aldersmæssigt spænder klubmedlemmerne fra 11 til 17 år. Vi har altså mødt ældste og yngste medlem.
20 bøger om året
Katrine Johnsen fortæller, at hun læser cirka 20 bøger om året. En god bog skal først og fremmest have en god forside – det er ikke godt, hvis forsiden til en gyser er lyserød, siger hun. Og så skal der være et godt resumé – det skal fortælle nok til at vække nysgerrigheden og samtidig ikke afsløre for meget.
Endelig skal der være styr på researchen – fakta skal være i orden, siger hun bestemt.
Græd i to dage
- Mine foretrukne genrer er realisme og krimi, siger den 11-årige Gråsten-pige, der kan græde i dagevis, hvis der sker noget trist i en bog.
- Da jeg læste John Green’s ”En flænge i himmelen” og hovedpersonen døde, så græd jeg i to dage, fortæller Katrine Johnsen.
Lige nu er hun gang med at læse Twilight-serien for anden gang – hun regner dog ikke med at læse den til ende.
Movellas
Katrine Johnsen vil enten være forfatter, guitarist eller sangerinde. Hun elsker at skrive og er meget aktiv på movellas.com, hvor især piger skriver deres historier og hvor man kan blive bedømt for sine skrivekundskaber.
Her har Frederikke Wiinholt også skrevet, men hun skriver mest for sig selv. Kun meget lidt af det, hun fælder ned, kommer videre – og sådan foretrækker hun det.
- Jeg er glad for at skrive og jeg bliver glad, når jeg skriver noget godt. Det er rigtigt rart at få det ud, når man har oplevet noget.
Nørdet i folkeskolen
Den 17-årige Sønderborg-pige læser mindst 20 bøger om året. Hun foretrækker realisme, fantasi og sceince fiction. I øjeblikket er hun i gang med George R.R. Martins ”En sang om is og ild” .
I folkeskolen blev det betragtet som lidt nørdet at læse for meget, men nu er Frederikks Wiinholt kommer i gymnasiet og her der det mere accepteret.
- Hvis man tackler det rigtigt, kan det være ret fedt at være nørdet, siger Katrine Johnsen, der jo stadig går i folkeskolen.
Bibliotekar Dorte Larsen fortæller, at man ganske kort tid efter oprettelsen af Forfatterspireklubben havde 16 tilmeldte. Det viste sig meget hurtigt, at en annoncering af arrangementet var overflødig.
- Og de er jo dybt koncentrerede, når de er her. Det er virkelig fint, siger bibliotekaren, som ikke kan svare på, hvorfor der kun er to drenge blandt klubmedlemmerne.
Forfatterspireklubben strakte sig over fem dage – fredag var det slut.

