På vegne af Sønderborg soroptimistklubs skriver Birgitte Hjarvard Licht mindeord:

Bente Pedersen, præsident for Sønderborg soroptimistklub, lever ikke mere. Hun blev 63 år. Det var med sorg, at vi modtog meddelelsen om hendes død den første august. Bente var en energisk og engageret præsident, som altid var parat til at gøre en stor indsats, når det gjaldt soroptimisternes arbejde til gavn for kvinder og børn. Hun var en god mødeleder, kontant og med lun nordjysk humor førte hun klubmøderne.

Bente stammede fra Vendsyssel og blev oprindelig uddannet cand.pharm. i København. Efter forskellige ansættelser blandt andet i Norge kom hun til Sønderborg, hvor hun en årrække arbejdede på Jernbaneapoteket. Familien boede derefter i Stuttgart, hvor Bente tog meritlæreruddannelsen, og da familien igen vendte nordpå, blev hun ansat som lærer på Humlehøjskolen.

Bente engagerede sig gerne i lokale forhold og var medlem af skolebestyrelsen i sine børns skole og menighedsrådet i Svenstrup. Derudover var hun aktiv i maler/kunstskole, café, dilettant og ikke at forglemme soroptimistklubben, som hun blev medlem af i 1993. Hun fortsatte sit medlemsskab hos soroptimisterne i Stuttgart og blev genoptaget i Sønderborgklubben i 2007.

Vi vil savne Bente i vores klub, og vores tanker går til hendes mand Hans Jørgen og deres fire børn.

Æret være Bente Pedersens minde.