Basketlandshold stillet op til kørestolsstævne

GRÅSTEN: Det er bestemt ikke kun folk med handicap, som deltager det store kørestolsstævne ”Med og uden handicap” i Gråsten.

Faktisk kommer det danske U23 basketlandshold for at vise, hvad der kan lade sig gøre med en bold, når man sidder i kørestol. Holdet skal blandt andet prøve kræfter med holdet Egene Graasten Old Stars, som har den tidligere fodboldlandsholdsspiller Erhard Auerbach i spidsen.

Også en række lokalpolitikere fra både Aabenraa og Sønderborg sætter sig i kørestolene.

Stævnet foregår i Ahlmannsparken på Ahlefeldvej i Gråsten lørdag den 30. august fra klokken 9. Det hele er arrangeret af den nystiftede forening Kørestolsbrugere og Gangbesværede i Gråsten og Omegn og formået er blandt andet at vise, at det ikke behøver at være kedeligt at sidde i kørestol.

- Vi er ikke en brokkeforening, men en forening, hvor vi tager de positive briller på. Vi vil have det bedste ud af livet og situationen, som vi er havnet i, ikke fylde hverdagen med ærgrelser og brokkerier, siger initiativtager og formand for foreningen, Svend Schütt, i en pressemeddelelse.

Til stævnet vil der blandt andet være kørestolsbasket, kørestolsgymnastik, kørestolssjipping, kørestolsbowling og meget mere.