Tysk orgelvirtuos spiller i tre kirker

SØNDERBORG: Friedhelm Flamme fra Tyskland har en evne til at få noget helt særligt ud af de danske kirkeorgler. Det kan borgerne høre, når han i dagene 27.-30. august giver koncerter i tre kirker i Sønderborg-området.

Orgelvirtuosen sætter sig onsdag den 27. august klokken 19.30 til orglet i Ulkebøl Kirke. Han har kaldt sit program for »Kontraster«, og det dækker over et varieret program fra baroktiden til nutiden.

Torsdag den 28. august klokken 19.30 sidder den tyske orgelvirtuos ved orglet i Augustenborg Slotskirke. Her spiller han »Fyrstelig musik« fra flere århundreder med musik af blandt andre Valtente og Scheidt samt Bach og Mendelsohn.

Den store finale på koncertrækken bliver afviklet i Mariekirken i Sønderborg lørdag den 30. august klokken 16. Friedhelm Flamme vil udnytte hele det store Marcussen-orgel med tre manualer og computerstyrede register-kombinationer. Han spiller flere store orgelværker af John Sebastian Bach og lufter orglet grundigt igennem med Max Regers fantasi over »Vor Gud han er så fast en borg«.

bja

Det er gratis at overvære koncerterne.