Fagforening flyver med drager

Blæst : For tredje gang arrangerer FOA i Sønderborg dragefestival.

BROAGER: Vemmingbund Strand ved Broager bliver fyldt med drager, når fagforeningen FOA inviterer til dragefestival lørdag den 20. september klokken 9-17.

- Igen i år kan vi præsentere et rigtig godt program, der omfatter både dragebygning, Søredningstjenesten og brandbus fra Sønderborg Brand og Redning, Dansk Drageklub og meget mere. Der vil være noget for enhver smag, uanset om man er barn eller voksen. Et hit i år vil helt sikkert være, at de første 500 børn kan blive pirater/sørøvere med den passende sminke til. Måske møder man også en sørøver - hvem ved?, siger pædagogmedhjælper og fællestillidsrepræsentant Gitte Mikkelsen fra FOA Sønderborg i en pressemeddelelse.

Dragefestivalen åbnes af formand for Kultur- Borger- og Fritidsudvalget i Sønderborg Kommune, Charlotte Riis Engelbrecht, og Heidi Møller Madsen, der er repræsentant for FOA ungdom i Sønderjylland.

På dagen er der musik fra Broager Brandværns Showband, Broager Pipes and Drums, Zerox Band samt Wiborg og Guitar.