Ugeavisen Tistrup-Ølgod bliver del af ny stærk medievirksomhed

Syddanske Medier, Jyske Medier og Fynske Medier danner i fællesskab Jysk Fynske Medier. Målet er at styrke og udvikle de tre selskabers lokale og regionale dagblade, radiostationer og ugeaviser, deriblandt Ugeavisen Tistrup-Ølgod.

Jysk Fynske Medier bliver en stærk aktør i det danske medielandskab. Selskabet vil sammenlagt dække cirka en tredjedel af de danske husstande med medier af alle typer.

Bestyrelserne i Syddanske Medier, Jyske Medier og Fynske Medier indskyder alle aktiver i Jysk Fynske Medier. Det gælder dog ikke udgiverrettighederne til dagblade og ugeaviser, som bliver i moderselskaberne. Det samme gør i første omgang de redaktionelle medarbejdere.

Den redaktionelle linje for de enkelte dagblade og ugeaviser fastlægges fortsat af suveræne chefredaktører med reference til moderselskabernes bestyrelser. Det betyder, at Ugeavisen Tistrup-Ølgod fortsat vil have Peter Orry fra Syddanske Medier som ansvarshavende chefredaktør.

Lokaljournalistik er altafgørende

- Helt grundlæggende kommer dannelsen af Jysk Fynske Medier ikke til at betyde særlig meget for den daglige drift af Ugeavisen Tistrup-Ølgod. Hvis der sker ændringer, skulle det meget gerne være i positiv retning, for det er klart, at ugeaviserne, JydskeVestkysten og Syddanske Medier som helhed kommer til at stå stærkere, ikke mindst økonomisk, ved at være en del af Jysk Fynske Medier, siger Peter Orry.

- Med det nye selskab får vi chancen for at give vores kunder endnu bedre produkter. For det første kan vi sammen med kollegerne på Fyn og i Østjylland lave journalistik og servicestof, som ikke er lokalt, bedre og billigere end i dag, og vi kan finde styrke til at sætte endnu mere fart på den digitale udvikling af journalistikken. Og det er vigtigt at lægge mærke til, at selve det nye selskabs formål er at styrke den lokaljournalistik, der er altafgørende for os, siger Peter Orry.

Får base i Vejle

Direktionen for Jysk Fynske Medier får base i Vejle. Den består af administrerende direktør Jesper Rosener, viceadministrerende direktør Alex Pedersen, økonomidirektør Peter Ringtved og koordinerende chefredaktør Per Westergård.

Chefredaktørgruppen består af Per Westergård (Fyens Stiftstidende), Peter Orry (JydskeVestkysten), Sven Grønborg (Jyske Medier) og Troels Mylenberg (Fyns Amts Avis).

Jysk Fynske Mediers bestyrelsesformand bliver i de to første år Arne Andersen fra Syddanske Medier. Jens Bebe, Jyske Medier, bliver 1. næstformand, og Jørn Henrik Petersen, Fynske Medier, er 2. næstformand.