Inge er »Månedens Frivillige«

Frivillig: Inge Wind fra Sig/Thorstrup Idrætsforening fik sig en glædelig overraskelse, da hun den 7. september blev hædret som »Månedens Frivillig« i DGI Sydvest. Overrækkelsen fandt sted ved Karlsgårde Dag, hvor frivillighed var et gennemgående tema.

Positiv og nytænkende og med en smittende friskhed og ligefrem tilgang til både mennesker og opgaver. Det er nogle af de nøgleord, der ligger til grund for, at valget faldt på Inge Wind som Månedens Frivillig. – Det handler om, at vi kan få nogle ting sat i værk og få nogle ting til at lykkes, som gør en forskel for nogle mennesker. Så frivillighed er også, at der er nogen, der gider bage en kage, og nogen, der vil være chauffør for vores børn – det er vigtigt, siger Inge Wind.