Børn i 5. klasse lærer da at skyde
Alle skolebørn i femte klasse inviteres til undervisning og deltagelse i landsdækkende konkurrence.
De danske Skytteforeninger og Dansk Skoleidræt står bag et spændende projekt på landsplan her i oktober og november med landsdelsfinale lørdag den 22. november i Alslev og landsfinale i Vingsted den 29. november.
Som et led i projektet inviterer Ølgod Skytteforening derfor alle kommunens femte klasser til skoleskydning. Foreningen sørger for, at eleverne bliver undervist i at skyde, men også at de får indsigt i sikkerhed og våben. Det er gratis for eleverne at deltage. Ølgod Skytteforening har endvidere indledt et samarbejde med SFO, så børnene her kan skyde fredag eftermiddage mod forhåndstilmelding.
Der er også åbent for træning tirsdag aften, hvor børnene kan have deres forældre med.