Nyt fritsvalgs- tilbud til ældre i Varde

Ældrepleje: Danske Diakonhjem har netop åbnet kontor på Markedspladsen i Varde. Nu er de klar til at tilbyde service til ældre i midtbyen.

Varde: Rikke Strunge Mizrahi fortæller med stor engagement om serviceydelser, Danske Diakonhjem og personaleflokken på cirka 30 alle faglærte social - og omsorgshjælpere og -assistenter. Hun glæder sig meget over, at virksomhedens positive udvikling nu har ført til åbning af et servicekontor på Markedspladsen i Varde midtby.

– Vi er en del af fritvalgsordningen indenfor ældreplejen i Varde Kommune. Ældre, der er visiteret til hjemmehjælp, kan selv bestemme om de vil bruge os, den kommunale hjemmepleje, eller andre private udbydere, der er godkendt til denne service.

Når visitationen er i orden, er vores ydelse gratis for borgerne, fortæller Rikke Strunge Mizrahi, der er forstander for Blaabjerg Pleje- og Aktivitetscenter og leder af Diakonhjemmets øvrige aktiviteter.

Fokus på ordentlighed

Fleksibilitet og nærvær er sammen med ordet ordentlighed begreber, der både lokalt men også på et større plan knytter sig til Danske Diakonhjem.

– Vort kristne livssyn er den røde tråd i virksomhedens aktiviteter. Man skal være et ordentlig menneske og have respekt for hinandens forskelligheder, behov og ønsker, tilføjer forstanderen. Danske Diakonhjem er i øvrigt en "non-profit" virksomhed, hvilket betyder,at virksomhedens regnskab skal balancere uden at generere et overskud.