Der er jo ingenting i Vrøgum

Inden jeg 1. september flyttede ind i mit rækkehus i Vrøgum, lød der mange advarsler om, hvilken trist skæbne, jeg nu var overladt til. ”Der er jo ingenting i Vrøgum”, og ”Hvor er det langt væk”, rungede stadig i øregangene fra mange af de venner og bekendte, der ikke kan ånde, hvis der er under 40 meter til nærmeste cafe, og slet ikke kan sanse, når de en sjælden gang passerer byskiltet til en by på blot et par hundrede sjæle.

De, der har læst Pontoppidans roman ”Lykke Per”, hvor hovedpersonen lider den tort at ende som vejformand ”langt mod vest”, efter at have valgt borgerskabet og hovedstaden fra, ved nok, at al sund fornuft handler om at bo centralt!

Og hvad får så et almindeligvis rationelt menneske til at flytte ”helt derud”? Og så oven i købet en mand i rimelig åndelig forfatning, der tillige er født og opvokset i København? Nu rabler det vist så eftertrykkeligt, når han kan finde på noget så idiotisk…

Hjerteligt velkommen

Men jeg trodsede alle advarsler, brød op og havnede altså i bette Vrøgum i mildt sensommervejr, og allerede mens jeg gik og pakkede flyttekasserne ud, ringede det på døren: Det var formanden for den lokale boligforening, der bare lige ville sige så hjertelig velkommen og stak mig en dejlig flaske pænt indpakket rødvin.

Jo, det var da en ikke så ringe begyndelse på en ny egn.

I de første dage må jeg indrømme, at jeg havde lidt svært ved at falde i søvn om aftenen – der så var stille og den eneste lyd jeg kunne høre, var vinden der legede med de gyldne og røde blade fra Vrøgum Plantage, som ligger lige uden for min dør. Og som jeg nu har brugt timer på at gennemtrave, og det med en vidunderlig fryd, for jeg har kun set en lille flig af noget af den tud-smukke natur, vi er beriget med i Vrøgum og nærmeste omegn.

Turene ud til Vrøgum Kær og de lange stille timer ude ved Børsmose Strand med kaffe og kage i rygsække, er nu heller ikke at kimse af. Hvis man ellers er åben overfor skønheden i sølvglinsende bølger, den gyldne sol og det enorme blå rum, lugten af salt, marehalm, fyr og hav.

God kaffe og snak

Der gik ikke mange dage som bofast i Vrøgum, før jeg åndede lettet op. Herude hilser vi pænt på hinanden, og det har heller ikke skortet på god kaffe og snak med naboerne.

Og vi har altså også en slags cafe, skulle jeg hilse og sige. Godt nok er det en rigtig god pølsevogn af den mere avancerede slags, thi det er muligt at købe en grillstegt kylling, og kaffen kan for småpenge købes hos Orla, det er vores købmand.

Han og konen har sådan set alt, hvad jeg behøver og mere til. Cafebordene står udenfor og der kan enhver sætte sig og se på folkelivet i Vrøgum, drikke sin kaffe, spise sin kage eller is og falde i snak med de lokale eller de godtfolk, der ofte kommer langvejs fra: Tyskland, Norge, Holland og Esbjerg. Faktisk er der en hel del Manhattan over Vrøgum. Med lidt god vilje.

Jeg glemte helt at fortælle, at vi også har en ret prangende skovlegeplads med en uhyre spændende svævebane og fint bålhus, ingen har over 500 meter til hovedbanegården i Vrøgum, og hvis uheldet er ude, kan akutbilen fra Oksbøl være her på få minutter.

Så selv om Vrøgum byder på ”ingenting”, tror jeg alligevel jeg tager mindst et par sæsoner til!