Skyggeballet ved Sct. Jacobi Tårnet
VARDE: Onsdag den 12. november kan man ved Sct. Jacobi Kirke på Kirkepladsen 2 se det internationalt anerkendte dansetrup Ingrid Kristensen & Co opføre forestillingen "H.C. Andersen i nye klæder". Forestilling tager afsæt i H. C. Andersens fortællinger ”Skyggen”, ”Den grimme ælling” og ”Den lille havfrue”, og udfoldes som en skyggeballet, hvor dansernes skygger vækker byrummet til live. 30 elever fra 10i Campus deltager i den fortryllende skyggedans. Med en bevilling fra Region Syddanmarks kulturpulje på knap 150.000 kroner kan Varde Kommune præsentere hele fem forestillinger med den anerkendte dansetrup. Turister og lokale kan glæde sig til oplevelser i absolut verdensklasse.
Forestillingerne er en del af projektet – ”Kulturen som redskab til at mestre det gode liv”, hvor Varde Kommune også tilbyder forskellige institutioner og forvaltningsområder workshops med Ingrid Kristensen og hendes dansere.
I forbindelse med dette banebrydende samarbejde med Varde Kommune, er det muligt at opleve en række af kompagniets forestillinger – alle med gratis entre.