SPAD lancerer nu egne gyldne dråber

Whisky: Snart kan du få whisky med SPAD's egen etikette

Sønderborg: Sønderborg Pipes and Drums går til flasken og lancerer snart sin egen whisky, der offentliggøres ved et officielt releaseparty fredag den 28. november kl.17.30 hos Wohlenberg. SPAD spiller på piber og trommer et kvarter før.

Alle er velkomne til arrangementet, hvor flasken med foreningens nykreerede etikette vil blive afsløret. Vinhandler Jørn Petersen har været behjælpelig med at finde de gyldne dråber i form af en velafbalanceret Highland Single Malt Scotch Whisky, forlyder det i meldingen fra SPAD's bestyrelsesformand Knud A. Sveistrup.

Martin Christiansen fra Wohlenberg vil fortælle om whiskyen, destilleriet, produktionen og indhold - derefter må der selvfølgelig godt smages på sagen.