Der duftede af jul på vandmøllen

Jul: I weekenden var der julemarked på Vibæk Vandmølle, og det trak besøgende til.

VIBÆK: Den gamle vandmølle ligger smukt og idyllisk gemt mellem træerne og får én til at tænke tilbage på julekalenderen om Nissebanden. Gamle dage, jul og nostalgi hører sammen, og det bliver fint forenet mellem de gamle bindingsværksbygninger med stråtag.

Julemarkedet på Vibæk vandmølle er hvert år en stor succes, og i år var heller ingen undtagelse. Indenfor kunne man hente inspiration til julen i form af brugskunst, juledekorationer, nisser, glaskunst og malerier. Udenfor blev der solgt gløgg og æbleskiver, men der var selvfølgelig også gang i det gamle bageri, hvor duften af friskbagt bagværk satte købelysten i vejret hos de besøgende. Julemanden var også på besøg og delte godter ud til børnene.

-Der er en helt speciel stemning hernede, så det er efterhånden blevet vores faste juletradition, at besøge vandmøllen når der er julemarked. Og så skal vi selvfølgelig have noget lækkert julebag med hjem fra bageriet, sagde Edith Jørgensen, der var en af de mange gæster, der besøgte vandmøllen i weekenden.