Julemand, julemand, julemand…
Juletræstænding: I fredags kom julen for alvor til Høruphav, da juletræet ved Rema1000 blev tændt med hjælp fra selveste julemanden.
HØRUPHAV: Julen har mange gode traditioner, også i Høruphav, hvor det fredag aften var julemanden, der sammen med hundredvis af børn og voksne, sørgede for at det store juletræ på p-pladsen ved Rema1000 blev tændt.
Allerede længe inden træet skulle tændes, var der fyldt med forventningsfulde børn og forældre, der alle glædede sig til at julemanden kom. Efter nogle lange minutter dukkede han endelig op og så var der ellers håndtryk og masser af hohoho´er til alle. Nogle havde endda taget deres ønskeseddel med for at kunne aflevere den personligt til ham.
-Vi er altid med når juletræet bliver tændt. Det er rigtig godt, at man i år har flyttet træet hen i den anden ende af p-pladsen. Tidligere stod det lidt klemt op ad butikken, men nu kan alle se det, og det er bare flot, sagde Jette Petersen, der havde taget hele familien med til juletræstændingen.
Der var selvfølgelig også godteposer til de forventningsfulde børn - og hos bageriet i SuperBrugsen kunne man få skrevet sin navn på et honninghjerte. Det var en mulighed, som mange benyttede sig af. Nu var julen sandelig nået til Høruphav.



