Tyske turister er blevet mere krævende
FERIE: Tyskerne udgør den største gruppe af turister på Rømø
TØNDER KOMMUNE: En ny rapport sætter fokus på netop de tyske turister og deres syn på kystferie i Danmark. ”Rapporten viser, at der findes en gruppe af ”nye” tyske turister, som stiller andre krav end de ”gamle” tyske turister. Hvis vi skal have fat i disse nye tyskere, bliver vi nødt til at tænke anderledes og øge markedsføringen”, siger turist- og udviklingschef Bodil Glistrup Thomsen, Rømø-Tønder Turistforening.
På vegne af VisitDenmark, Videncenter for Kystturisme og Region Syddanmark har TNS Gallup udarbejdet en rapport med titlen ”Ferie i Kystdanmark – warum nicht?”. Rapporten tegner et billede af tre tyske målgrupper og deres holdninger til ferie langs de danske kyster: de loyale tyske turister, de tidligere tyske turister og de potentielt nye tyske turister. Turist- og udviklingschef Bodil Glistrup Thomsen har læst rapporten med stor interesse, fordi den viser, at det ikke er en given ting, at de nye generationer i Tyskland vil følge i de tidligere generationers spor som turister langs de danske kyster.
Rapporten sammenfatter det på den måde, at de tyske turister har tre grundlæggende behov, som de ønsker at få opfyldt, når de holder ferie: afveksling, frihed og rekreation. Når de nye generationer af tyske turister bedømmer de danske kyster som feriemål, har de den opfattelse, at de nok kan få opfyldt deres behov for frihed og rekreation – men ikke for afveksling. ”Det er særlig problematisk, fordi netop dette behov er det vigtigste for dem”, siger Bodil Glistrup Thomsen.
Kultur og sundhed
”De ”nye” tyske turisters opfattelse er altså, at der ikke er tilstrækkelig afveksling og dermed aktiviteter, når man holder ferie ved de danske kyster. De tror ikke, at vi kan tilbyde oplevelser og underholdning i tilstrækkeligt omfang, og de mener, at der ikke er tilstrækkelig intellektuel stimulans, og at de vil komme til at savne den fysiske dimension. De vil gerne have udvidet deres horisont, opleve spændende kultur og lokal identitet, og de vil gerne være sunde og aktive i deres ferie – og ingen af delene kan feriestederne langs de danske kyster efter deres mening byde på”, tilføjer hun.
”Vi kan synes, at det er en uretfærdig karakteristik, men vi er nødt til at tage deres melding alvorligt, hvis vi fortsat vil have mange tyske turister på besøg. Det betyder, at vi må blive endnu dygtigere i vores markedsføring til at fortælle om alle de aktivitetsmuligheder, der er forbundet med at holde ferie hos os. Der er eksempelvis masser af muligheder for at opleve den lokale egenart, for motion og fysisk aktivitet og for underholdning og forlystelser. Vi kan også blive bedre til at slå på eksempelvis wellness-tilbud, og vi skal fremhæve, at naturen og havet betyder sundhed og velvære. Jeg tror således, at vi for fremtiden skal satse meget mere på sundhedsturisme på det tyske marked”, slutter Bodil Glistrup Thomsen.
