Generalforsamling for første gang

UDDANNELSE: Marieskolen i Tønder skal vælge bestyrelse.

TØNDER: Tirsdag den 2. december afholder Marieskolen til den allerførste generalforsamling. Generalforsamlingen afholdes i mødelokale 1 i Tønder Sport og Fritidscenter.

På generalforsamlingen skal skolens kommende bestyrelse vælges, og initiativtagerne er meget spændte på aftenens forløb.

-Vi har nogle rigtige dygtige kandidater til bestyrelsen. De opstillede kan hver især bidrage meget positivt til Marieskolens opstart og dens kommende virke, siger den ene initiativtager, Birgitte Klippert.

Alle forældre, der har meldt deres børn ind, har stemmeret til generalforsamlingen, uanset hvilket år børnene skal starte på skolen. –Vi vil selvfølgelig opfordre alle interesserede til at møde op til generalforsamlingen. I henhold til skolens vedtægter, er det kun forældrekredsen, der har stemmeret. Hvis man allerede nu ved, at man vil indmelde sit barn på Marieskolen, kan det derfor være fornuftigt at gøre det før generalforsamlingen, så man har indflydelse på, hvem der kommer i bestyrelsen, fortæller Sarah Røll, skolens anden initiativtager.

De opstillede til Marieskolens bestyrelse er Peter Lind, Poul Erik Hunderup, Heidi Møller Nielsen, Lone Rahr Madsen, Paul Jacob Meyer og som suppleant Ulrik Krogsnæs. /ep