20 millioner på bordet i Kulturhuset
KULTUR: Kulturhusets funktion til diskussion
TØNDER: Forleden var der inviteret til en offentlig diskussion om Kulturhusets Funktion i Tønder. Der har været afholdt en række møder med kulturforeningerne tidligere. Denne gang var det borgerne, der kunne komme med deres input.
20 millioner
Alle med interesse for kulturlivet i Tønder Kommune var inviteret til at være med i den sidste inspirationsrunde, før arbejdsgruppen går i tænkeboks og sammensætter det projekt, som via fonde skal søges realiseret. Der dukkede omkring 45 interesserede borgere op torsdag aften.
Kultur- og Fritidsudvalget, der har sat gang i processen, var repræsenteret af formanden for udvalget Jørgen Popp Petersen. Der var to prægtige indslag fra Tønder Revyen 2014. Deltagerne samlede sig i grupper og der kom mange gode forslag op af hatten. Kunne man forestille sig at biblioteket flyttede ud på Kulturhuset? Kunne man forestille sig at Ældrecenteret, der i dag er en del af Kulturhuset, flytter et andet sted hen? Hvad med parkeringspladser? Er der mulighed for flere af dem? Skal vi have bedre skiltning? Hvad med akustikken? Ingen var i tvivl om at Kulturhuset har vi brug for i Tønder. Som arkitekt Harald Christensen fra Tønder, der også deltog i mødet, passende udtrykte det: - Vi skal op i helikopteren og tænke mindst 10-15 år frem i tiden. Forude venter en politisk beslutning. Ordstyrer var kommunikationsekspert og forfatter Christian Have, kendt fra kulturprogrammet ”Kulturknuseren”. Christian har også været en del af Kulturbyen Sønderborg. Han var begejstret for Kulturhuset i Tønder.

