Drop julegaver på bagsædet

Jul: Tyverier fra biler er et gennemgående problem året rundt, men november og december adskiller sig fra de andre måneder. Tyvene får nemlig mere med sig pr. indbrud, når de bryder ind i bilerne for at tømme dem for værdier.

Advarer mod gaver i bilen

Man er dækket af sin indboforsikring, hvis man har husket at låse bilen, og der er tegn på, at bilen har været brudt op. Derfor er det meget vigtigt, at man tjekker en ekstra gang, at bilen er låst, når man forlader den.

Forsikringen dækker ikke, hvis du får stjålet penge, guld, sølv og smykker fra din bil. Heller ikke selv om det er gemt væk. Så har du købt et smykke til kæresten, så tag det med dig, når du shopper videre.

Gadgets, pc’er, mobiltelefoner, fotoudstyr, ure m.m. skal gemmes godt væk i bagagerummet, for de er kun dækket, hvis de ikke har været synlige udefra.

– Tag alle værdifulde ting med, når du forlader bilen - eller lås dem inde. Og når bagagerummet er fyldt op med gaver, så kør hjem og tøm bilen, lyder rådet fra Lise Agerley fra Alka.