Løvinde fik international hæder

Tillykke: I Lions Club har et lokalt medlem fået en pris fra hovedorganisationen.

HADERSLEV: Helle Westergaard, der er medlem af Lions Klub Sophies Kilde, fik på klubbens julemøde international hæder – en Melvin Jones Fellowship. Prisen er opkaldt efter Melvin Jones, der i 1917 stiftede Lions Club International i USA.

- Helle Westergaard har igennem sit 25 års arbejde i klubben deltaget aktivt i det frivillige arbejde. Hun har besiddet flere tillidsposter og har med sit positive syn og gå-på-mod bidraget til, at mange aktiviteter er blevet en succes. Børn- og Ungeudvalget i klubben har haft megen glæde af hendes ekspertise og i foråret var Helle Westergaard primus motor, da Haderslev Krisecenter modtog 25.000 kroner af klubben, skriver Lions Klub Sophies Kilde i en pressemeddelelse.

Det er på Sophies Kildes initiativ, at Helle Westergaard er blevet betænkt med prisen.