Opus flytter ikke, men får ny adresse
Udvidet: Haderslevs iværksætter hus og samlingssted for mange mindre firmaer, Opus Business House, skifter adresse – dog uden at flytte sig en tomme. Det sker ved, at adgangen til Hirsevej lukkes, samtidig med at indkørslen ud mod Kløvervej er blevet udvidet.
Så adressen Hirsevej 16 er nu skiftet med Kløvervej 75 og der er travlhed inde bag adgangsvejen.
Der er godt en halv snes firmaer registreret i huset og samlet er der over 20 arbejdspladser samt en del kurser og demonstrationer i det nye møde- og undervisningslokale.
Årsagen til adresseændringen er ganske enkelt den, at indkørslen fra Kløvervej er nemmere at finde og i øvrigt er tættere på bybussernes holdeplads. Med adresseændringen får man også 1.500 kvadratmeter befæstet areal til overs ud mod Hirsevej, og det er meningen at denne plads skal lejes ud eller eventuelt frastykkes.
Opus har netop gennemført en ombygning, så der er tilføjet et nyt kontor til de ca. 20 lokaler, der har været hidtil. Kontorerne er fra 15 til 65 kvadratmeter.
– Jeg tror, at den tilgang, vi har haft af nye lejere i den seneste tid, skyldes dels at der er lidt mere interesse for selvstændig virksomhed og så Opus ”all-inclusive”-konceptet, der omfatter en fast månedlig leje inklusiv lys, varme, bredbånd og alt det andet. Tillige at denne pris ikke kan stige i de første to år. Det er noget, man kan budgettere med, forklarer husets ejer og pedel, Sven-Erik Ravn.
