Hul igennem til England

Eksport: CN Maskinfabrik har fået sin første ordre på det engelske marked gennem Haderslev Erhvervsråds eksportprojekt, Export Expressen. Og mere venter højst sandsynligt.

Respons: CN Maskinfabrik i Tiset har fået hul igennem på det engelske marked med hjælp fra Haderslev Erhvervsråds eksportprojekt, Export Expressen. Virksomheden, der blandt andet producerer biobrændselsanlæg i alle størrelser, havde onsdag besøg af repræsentanter fra en interesseret engelsk forhandler – og en anden engelsk virksomhed har allerede lagt den første ordre.

– Vi har sammen med Export Expressen bearbejdet det engelske marked intenst gennem de sidste fire-fem måneder. Og den respons, vi får nu, er lovende. Ud over de to virksomheder, vi allerede er i gang med, besøger vi inden jul yderligere en række interesserede virksomheder i England og i Skotland, fortæller Erling Schmidt, direktør for CN Maskinfabrik.

Målet er fem til seks

Målet er at få landet aftaler med fem-seks forskellige virksomheder på det engelske marked. Men selv om produktionschef Lars Bracht glæder sig over den store interesse, må det heller ikke gå for stærkt:

– Den virksomhed, der allerede har lagt en ordre hos os, er en stor, landsdækkende koncern med en årsomsætning 2,2 milliarder kroner. Hvis de for alvor rykker på at sælge vores produkter, så skal vi jo også lige kunne følge med efterspørgslen, siger Lars Bracht, der dog understreger, at rammerne til at klare en større efterspørgsel er på plads:

– Vi har fremtidssikret vores produktionsfaciliteter, så de kan geares til en væsentlig større efterspørgsel end i dag. Så for os handler det mere om at kunne skaffe hænderne til det.

Gjort stor forskel

CN Maskinfabrik har været en del af Haderslev Erhvervsråds eksportprojekt, Export Expressen, gennem det sidste år. Og succesen på det engelske marked skal ifølge Erling Schmidt tilskrives Export Expressen, hvor eksportkonsulent Steen Færch har bidraget med mange kræfter:

– Steen Færch har ikke bare bidraget med en stor viden og erfaring på området, han har også bidraget med helt konkret benarbejde i form af at få udarbejdet materiale og kontakte potentielle kunder. Sammen med en af vores medarbejdere er han faktisk i disse dage i England og Skotland for at besøge endnu en række potentielle kunder. Det er et særsyn i den type projekter, at konsulenten bidrager så konkret, og det har virkelig gjort en stor forskel for os. Det kan være svært at finde ressourcerne til det arbejde, når man er en mindre virksomhed og har en travl dagligdag.

Til landbrug og industri

CN Maskinfabrik, der i dag beskæftiger cirka 40 medarbejdere, forhandler et bredt udvalgt af landbrugs- og entreprenørmaskiner, lige som virksomheden producerer en lang række produkter inden for jern- og metalindustrien. Et særligt speciale er dog udvikling og produktion af biobrændselsanlæg – eller i daglig tale stokerfyr – til både private og til landbrug og industri.

Det er særligt de store anlæg til landbrug og industri, der har vakt opmærksomhed i England.

– Lige som herhjemme har de en tilskudsordning i England, der gør det attraktivt at gå over til biobrændsel. Og vi er leveringsdygtige i anlæg, der kan forbrænde alt fra træpiller til kirsebærsten og leverer helt op til 195 kW. Det er nok til at opvarme en større svinestald, forklarer Erling Schmidt.

På trapperne er også en løsning, der stort set er klar til brug, når den forlader fabrikken i Tiset.

I en kinesisk container

– Vi installerer simpelthen en færdigsyet løsning i en af de mange containere, der kommer herop med varer fra Kina – og som det ikke kan betale sig at sejle retur igen. I den ene ende er fyret, og i den anden ende et lager og en føder til brændsel. Så skal man blot tilslutte vand og strøm, og så er anlægget klar til brug, fortæller direktør Erling Schmidt.

Det er en løsning, de ser frem til at have klar hos CN Maskinfabrik, for det vil ikke blot gøre livet nemmere for deres installatører, det vil også forebygge problemer.

– Vores største udfordring er at finde og oplære installatører på de lokale markeder. Det giver jo vores slutkunder en dårlig oplevelse, hvis produktet ikke fungerer med det samme – uanset om det er installatøren og ikke os, der har begået en fejl. Samtidig vil det også gøre livet nemmere for vores installatører, hvis de blot skal sørge for rørføring til vand og tilslutte strøm, siger Erling Schmidt.