Børneuniverset rykker for alvor
Barndom: Forældre og fagpersonale mødtes for at finde ud af, hvad der er et godt børneunivers i Sønder Otting.
HADERSLEV: Forældre i Sydbyen var forleden inviteret til forældremøde om Sønder Otting Distriktets Børneunivers. Cirka 75 forældre havde taget imod indbydelsen og var mødt op i aulaen på Sønder Otting Skole.
Under kyndig ledelse af oplægsholder Birger Norup blev der sat fokus på, hvad vi gerne vil have vores børn husker fra barndommen, og hvad positiv psykologi betyder for børn, familie, daginstitution og skole.
Efter oplæggende gik deltagerne i grupper og talte om, hvad der et godt børneunivers for netop dem, hvilke fire værdier, der er vigtige for Sønder Otting, og hvorfor det er godt at bo i Sydbyen - og hvad kan eventuelt blive bedre?
Nogle af nøgleordene fra gruppearbejdet var trivsel, tryghed og et fællesskab med plads til mangfoldighed. Derudover blev det også mange gange understreget vigtigheden af, at der er gode sammenhænge mellem de forskellige pasningsmuligheder, daginstitutioner og skolen i distriktet, så børn, forældre og ansatte ikke hver gang skal synes, at man starter forfra. Den fælles "røde tråd" op gennem Børneuniverset skal være tydelig for alle parter.
Et af projektets fokuspunkter er netop, hvordan der skabes et godt Børneunivers for de 0-10 årige i distriktet med gode og tydelige sammenhænge for medarbejdere, børn og forældre, der kan sikre så glidende overgange til de næste ”niveauer” som muligt.
