Juleløb støtter udsatte børn
God gerning: Få appetit til maden og hjælp samtidig børn, der mangler støtte.
VOJENS: Lav plads til julemiddagen, få frisk luft og støt en god sag.
Sådan lyder tilbuddet fra folkene bag 2412Run Vojens, der som noget helt nyt arrangerer et hyggeligt og uformelt juleløb om formiddagen den 24. december 2014. Løbet vil foregå rundt om søen ved fritidscenteret i Vojens, og der er lagt op til, at alle - børn og voksne, hunde og barnevogne - kan være med. Man kan løbe eller gå alt efter temperament og form. Det er gratis at deltage, og man skal ikke meldes til på forhånd, men kan bare møde op i tidsrummet klokken 9-12. Så man bestemmer altså selv, hvornår det passer at tage turen - bare man er færdig klokken 12. Lokale politikere og en lokal ironman har også meldt sin ankomst.
– Vi håber, at rigtig mange vil synes, at det kan være dejligt at få sig rørt lidt juleaftensdag, inden man skal i gang med den store julemiddag, siger Vivi Terp, som er en af de frivillige, som arrangerer 2412Run Vojens.
2412Run Vojens støtter den frivillige forening Broen Haderslev, som hjælper børn fra udsatte familier til at være aktive i lokale fritidstilbud i hele kommunen. Man kan selv vælge, om man vil give et bidrag til Broen Haderslev ved at lægge et beløb på dagen eller ved at have sponsorer, der støtter løbet ved at give et bidrag per omgang, der tilbagelægges på dagen, eller et fast bidrag uanset antallet af deltagere og omgange. Hovedsponsor for 2412Run Vojens er energiselskabet OK.
Der er oprettet en facebook-side med titlen "2412Run Vojens", hvor man kan tilkendegive, om man deltager i arrangementet. Interesserede sponsorer kan kontakte BROEN Haderslev på info@broen-haderslev.dk