Aldrig mere slank
Jubilæum: En af Haderslevs festligste gymnastikforeninger med det afslørende navn ”Aldrig mere slank”, der blev startet i 1954, fejrer 60 års jubilæum den 18. december.
TAKTFAST: De er under kommando, men det er ikke unge soldater. Tvært imod. De fleste har passeret de 70, men holdningen er rank og engagementet stort.
– Alle ret.
– Højre om.
– Med svingning til venstre, gymnastikforeningen march.
Venstre fod klaskes i gulvet med appel, da de 20 mænner iført hvide T-shirt og gymnastikbukser, går rundt i enkelt kolonne i gymnastiksalen i Den kristne Friskole, som har været hjemsted for foreningen i samfulde 60 år.
Det er Niels Kudsk, der i sine unge dage var oversergent, som kommanderer.
– Een,to,tre.
"Det er så godt, at ha’ ryggen ret
og hovedet løftet og gangen let,
da går vi så frit gennem verden,
da går vi så frit gennem verden".
Den taktfaste sang løfter sig mod loftet.
Nu følger næste kommando.
– Giv agt løb
Alle løber. Enkelte lunter mere end løber.
Efter to runder i salen er der nogen, som puster mere end andre, men alle hænger på.
Sådan begyndte det
Det var en flok handelsrejsende i Haderslev, som for 60 år siden fandt ud af, at de sad alt for meget i deres firmabiler, så man enedes om at starte ”Helseinstituttet af 1954”.
Den første leder af gymnastikken var bogtrykker Christian Schulz, gammel idrætsmand fra Haderslev Idrætsforening.
I begyndelsen var det Ollerup gymnastik, men en dag chokerede Christian Schultz alle ved at foreslå, der skulle gøres gymnastik til musik i et program udarbejdet af Hjerteforeningen.
Kvindegymnastik, fnyste nogen, men hurtigt fandt deltagerne ud af, at det både var krævende og underholdende.
Efter Christian Schultz, overtog Regner Nielsen kommandoen i en årrække, men da bentøjet drillede efter en operation, tog Niels Kudsk over.
Foreningens lidt særprægede navn ”Aldrig mere slank” opstod, da en indendørs fodboldturnering skulle holdes i Haderslev Hallen, og da nogle af de unge, ældre, trods gymnastikken, havde tillagt sig en lille mave i årenes løb, fandt alle navnet passende.
Unikt sammenhold
Kammeratskabet er i højsæde i foreningen.
Smådrillerierne begynder allerede, når et medlem kommer ind i omklædningsrummet, hvor alle har deres faste plads på bænkene, hvor der skiftes til gymnastiktøj.
Nogen kommer i god tid, for så kan de lige nå at prøve kræfter ved at sparke til foreningens fodbold. Andre når det lige, inden gymnastikken begynder.
Før hver gymnastiktime byder lederen velkommen. Har en gymnast fødselsdag, kaldes vedkommende frem til en hyldest.
Det resulterer i, at alle får tilbudt en øl efter gymnastikken og før badet.
Årets højdepunkt
Årets højdepunkt er, når der inviteres til Eisbein mit sauerkraut.
Den er selvfølgelig fra slagter ChristianVollstedt, som selv har været med i foreningen.
På den store dag, møder man i fineste snibel.
Bænket ved det festligt pyntede bord, byder formanden, Laurits Mink, velkommen og minder deltagerne om, at det er god skik, at man altid har én eller to historier på lager, og gør dem til fælles bedste.
Og så vimser Magdalene, fru apotekeren, Platzes si ku’, og andre fra det svage køn rundt med de store, tunge fade, hvor herlige griseskanker, ærtepure, surkål, kogte flækærter, bacon i tern, løg og smeltet smør udgør kæmpe store himmerigs mundfulde. Dertil en stærk sennep, kold fadøl og solide snapse.
Vittigheder er populære
Vittigheder og historier flyver gennem luften. Kun én gang kunne en ellers fast historiefortæller, afdøde arkitekt Asger Sorgenfri, ikke fortælle. Han var faldet under fodboldkampen efter gymnastikken, og havde brækket kæben, men han tog revanche, da kæben var vokset sammen.
Der serveres ikke Eisbein til jubilæet den 18. december, men en kombineret festmiddag og julefrokost.
Det sker i Frelsens Hærs tidligere lokaler på Naffet, hvor Sct. Georgsgilderne, som nu ejer lokalerne, har sagt ja til, at ”Aldrig mere Slank” prøver at lever op til sit øgenavn.
