• 
  Rasmus Hejsel.  

Klumme: Rasmus Hejsel , menighedsrådsformand Gl. Haderslev Kirke, skriver:

Der var sne over det hele. Lænet op ad et vejtræ sad en gennembanket og hjælpeløs mand og frøs.

De første, der susede forbi var rensdyrene. De var ikke blændet af sneen, men så ingenting. De tænkte på juledekorationer, julemad og julegaver og at de for alt i verden ikke måtte skuffe nogen. Og nu kom de i tanker om den gamle ren, de havde glemt at invitere. Så løb de endnu stærkere.

Den næste, der kom forbi var julemanden.” Ho,Ho,Ho” råbte julemanden. Han så da godt den hjælpeløse. ”Endnu et fjols uden digital postkasse”, tænkte han og satte et minus i lommebogen. Julemanden var det år gået on-line og han sparede hver femte gave på den måde. Især de bløde pakker.

Den tredje, der kom forbi var sognepræsten, der ikke ville have sin jul ødelagt af dårlig samvittighed. Så han stoppede bilen og fik den hjælpeløse skubbet ind. ”Vi kører omkring skadestuen med dig”, sagde præsten og synes selv, det gik helt godt.

Men skadestuen var låst. ”Døren åbnes ved indbetaling af 500 kr. med kreditkort eller mobiltelefon. Beløbet refunderes ved fremvisning af livstruende diagnose”, stod der på et skilt på døren. Det lykkedes ikke, den hjælpeløse havde tomme lommer og præstens frue havde lånt præstens kort til julegaverne. Mobilen havde han glemt hjemme på alteret.

”Du følger med hjem”, sagde præsten, der stadig ikke ville have sin jul ødelagt af dårlig samvittighed. Så blev den hjælpeløse placeret i præstens hyggelige stue. Præstens den yngste stirrede og stirrede. Der stak tatoveringer ud af ærmerne og op ad halsen på den hjælpeløse. Der var bare en bar plet ovenpå det skaldede hoved.” Må jeg tegne en nisse på din isse”, sagde den yngste pludselig. ”Det går ikke”, sagde rockeren, ”den plads er beregnet til djævelen”. ”Ham kan du da bare have inde i hovedet,” sagde den yngste. Rockeren kom helt i tvivl, men sagde så ”Det går ikke. Når sådan en som dig tegner på mit hoved, er der slet ikke plads til en djævel, heller ikke på indersiden”. ”Pjat” sagde den yngste og hentede tusserne.

”Vi skal spise”, råbte præstefruen.” Hvor er min mobil,” råbte præsten. ”Sssshh”, sagde den yngste, ”jeg tegner en engel på hans isse. Han kan alligevel ikke se forskel og den passer på ham hele året.”

Og det var rigtig nok. Rockeren sov som en sten. Det var første gang i tyve år, han ikke selv skulle være på vagt.