De vil sparke liv i taekwondoklubber
Taekwondo: Sønderborg Taekwondo Klub og Nordborg Taekwondo Klub går på jagt efter nye medlemmer.
Sønderborg: Nordborg Taekwondo Klub og Sønderborg Taekwondo Klub mangler medlemmer. I klubberne er der ikke krisestemning, men det er et faktum, at begge har haft godt 100 medlemmer. Nu har de hver mellem 55 og 60.
Vi møder de to sandsynligvis kommende formænd, Ulla Paulsen, Nordborg, og Morten Nielsen, Sønderborg, i Sønderborg Taekwondo Klubs lokaler i Møllegade. De to klubber har i længere tid haft et samarbejde med blandt andet fælles kamphold. Der er også et samarbejder på trænersiden - blandt andet er den dygtige træner Kim Nørskov fra Nordborg er hver onsdag i Sønderborg for at give en hånd med. Nu skal samarbejdet øges, men der er ikke tale om et skridt hen imod en fusion.
Hvorfor ikke Chun Un?
Der er dog et spørgsmål, som trænger sig på: Hvorfor samarbejder Sønderborg Taekwondo Klub ikke i stedet med den anden taekwondoklub i Sønderborg, Chung Un?
Til det siger Morten Nielsen, at der har været ført samtaler - men at Nordborg har vist større interesse for et samarbejde. En af de ting, som skal skabe mere opmærksomhed om klubberne i Nordborg og Sønderborg er fælles gradueringer. De skal pakkes festligt ind om lørdagen. Men der skal også være andre fælles arrangementer og aktiviteter.
Og så skal der i stigende grad udveksles trænere. Ulla Paulsen siger, at det er noget, som vil styrke udøverne.
Sidder bare og venter
Der skal også i stigende grad satses på at få de unge medlemmers forældre ind i klubberne. Morten Nielsen siger, at de ofte sidder og venter, mens børnene træner.
- Jamen, de kan lige så godt bruge ventetiden til at træne. Både i Nordborg og Sønderborg har vi to sale, så det kan sagtens lade sig gøre, siger Morten Nielsen.
I Nordborg har man dog også hold, Minimax, både for forældre og børn.
Ulla Paulsen afviser, at forældrene er blevet for gamle til at gå i gang med sporten. Hun begyndte selv for 11 år siden som 42-årig.
Lærer selvforsvar
- Taekwondo er også god for dem, der vil tabe sig. Og så får man jo den sidegevinst, at man lærer selvforsvar. Selvforsvar er en del af taekwondo, men vi ville gerne køre rene selvforsvarshold. Det har vi bare ikke trænere nok til, siger Ulla Paulsen, der samtidig understreger, at alle medlemmer får at vide, at det altid er bedst at løbe væk, hvis de møder en voldsmand.
Giver et boost
- Og så er der jo det med gradueringerne. Når man skifter bælte, så får man et boost - den oplever man altså ikke ved badminton, siger Morten Nielsen.
De to sandsynligvis kommende formænd er enige om, at den største udfordring for klubberne er de unges fraflytning fra området.
- Vi har godt fat i børnene, men når de så bliver ældre og måske fungerer som hjælpetrænere, så skal de pludselig afsted, siger Morten Nielsen, der også synes, at den nye skolereform kan være hård ved foreningslivet. Nu skal børnene blive længere tid i skolen, og det går ud over deres fritidsinteresser.
Når foråret melder sig, vil de to klubber lave forskellige aktiviteter, der skal skaffe medlemmer. Sønderborgerne kan godt begynde at glæde sig til blandt andet gratis ringriderpølser.

