Carmen kommer på besøg i kirken

Koncert: Nytårsfest i Dybbøl Kirke søndag den 25. januar mellem klokken 14 og 17.

Sønderborg: Dybbøl Kirkes Nytårsfest starter traditionen tro med en kort gudstjeneste kl. 14 i kirken. Herefter går man over i kirkeladen, hvor der venter et lækkert kaffebord.

Men der er ikke kun godt for ganen, men også for øregangene. Nytårskoncerten bliver leveret af mezzosopranen Andrea Pellegrini og pianist Eskild Skovbakke Winding.

Programmet er en rejse til Sydeuropa, nærmere bestemt Sydspanien. Programmets største del er en vekselvirkning mellem Carmens arier og populære spanske folkesange inspireret af flamencoens sjæl. Programmet byder på flere af de store arier fra George Bizets populære opera "Carmen" og folkemusikinspirerede sange af de Falla samt lidt Rossini. Det hele bliver garneret med solomusik for flygel af Grieg og Débussy.

Billetter til arrangementet kan købes på kirkekontoret (tlf. 7348 5543).