Gule ærter og højt humør

Tradition: 175 brand- og redningsfolk var i lørdags samlet for at hilse på hinanden og sige tak for året der var gået.

KVÆRS: I lørdags var Sønderborg Brand & Redning samlet til deres årlige nytårsparole, der denne gang foregik i Kværshallen. Igen i år var der mødt mange op for at deltage i højtideligheden, der bød på musikalsk underholdning af Sønderborg - og Broager Brandværnsorkester, taler og uddeling af hæderstegn. Parolen startede traditionen tro med faneindmarch, hvorefter Brandkaptajn Jørn Mathiesen, fra Ullerup Frivillige Brandværn bød velkommen.

-I år er det os i Ullerup, der skal stå for arrangementet, men da vi ikke har mulighed for at huse så mange deltagere hos os, valgte vi at lægge nytårsparolen i Kværshallen. Kværs er nemlig også en by, der satser på den frivillige arbejdskraft. I år er vi samlet 175 deltagere – heriblandt flere æresmedlemmer, og det er en glæde, at byde jer alle velkommen, sagde Jørn Mathiesen, Brandkaptajn hos Ullerup Frivillige Brandværn.

Bagefter var der traditionen tro gule ærter med tilbehør på menuen, et fast indslag på dagsordenen, som er utroligt populært.