Kunstneren Ole Prip repræsenterer sønderjyderne

Kunst: Ole Prip Hansen fra Kær er eneste sønderjyde ved udstilling, der åbnes af Kinas ambassadør

Sønderborg: Lørdag den 17. januar åbner Kinas ambassadør i Danmark og Lyngby-Taarbæks borgmester Corner Udstillingen 2015. Her er maler og grafiker Ole Prip Hansen fra Kær i Sønderborg repræsenteret som eneste sønderjyde blandt en lang række fremtrædende kunstnere.

Selv står Prip Hansen, der også gennem mange år var underviser på Sønderborg Statsskole, ikke tilbage med sine mange værker, som blandt andet udsmykker og udstilles på Skærbæk Værket, Syddansk Universitet, Trapholt Kunstmuseum, Museum Sønderjylland, Brundlund Slots Kunstmuseum, Arbejdermuseet i København samt er at finde på en række lokale skoler og plejehjem i Sønderborgområdet.

Ole Prip Hansen er oprindelig uddannet på Det Kongelige Danske Kunstakademi i 1968 til 1974.