Se Super Bowl i biografen
Billetter: Finalen i amerikansk fodbold vises i Kolding natten mellem 1. og 2. februar.
SUPER BOWL: Nordisk Films fortsatte samarbejde med Viasat betyder, at udvalgte biografer landet over kan gentage successen og vise, hvad der må betegnes som USA’s største enkeltstående sportsbegivenhed, nemlig finalen i amerikansk fodbold, Super Bowl. Og en af de udvalgte biografer er Nordisk Film Biografer Kolding i Kolding Storcenter, der byder på en midnatsforestilling af de mere usædvanlige, fortæller Viasat i en udsendt pressemeddelelse.
På det store lærred
Natten mellem søndag 1. og mandag 2. februar har indbyggerne i Kolding og omegn mulighed for at opleve en af verdens største sportsbegivenheder på Nordisk Film Biografer Koldings store lærred, når årets Super Bowl 2015 løber af stablen.
Hos Nordisk Film Biografer Kolding skruer man op for den amerikanske hygge og sælger billetterne inklusiv en pose sprøde Doritos og en kold Budweiser. Arrangementet starter kl. 22 søndag aften 1. februar og slutter engang natten til mandag.
Der kan købes billetter til arrangementet på www.nfbio.dk/film/super-bowl-2015. Billetterne koster 125 kr. for medlemmer af Nordisk Film Biografer og 150 kr., hvis man ikke er medlem.
