Borgere tester byudvikling i Kolding
KOMMUNAL TEST: Kø på én af Koldings store indfaldsveje, Vejlevej, i myldretiden, livet som cyklist i Kolding midtby og Åstederne. Det er nogle af de emner som Koldings første borger-testpanel har udforsket og givet konstruktiv kritik med på vejen.
KOLDING: By- og Udviklingsforvaltningen etablerede sidste år et testpanel af tilfældigt udvalgte borgere i Kolding kommune. Idéen var at skabe et forum for dialog med borgerne omkring en række konkrete udfordringer på en ny og nem måde og som et supplement til de eksisterende kanaler. Første runde med testpanelet er netop afsluttet og deltagerne, 27 i alt, har været begejstrede for det nye tiltag, fortæller kommunen i en udsendt pressemeddelelse.
’Det har været rart at få lov til at give sit besyv med’. ’Det har haft en form, der har været overkommeligt tidsmæssigt’. ’Positivt, at forvaltningen spørger borgerne direkte uden om de gængse interesseorganisationer og foreninger, som ikke alle er aktive i.’ Det er nogle af de tilbagemeldinger, som deltagerne efterfølgende gav udtryk for.
Dialog og design
By- og Udviklingsforvaltningen sidder ligeledes tilbage med særdeles positive erfaringer fra forløbet.
’Testpanelet har både givet os nogle nye vinkler på løsninger, som vi ikke havde set, og har også bekræftet os i vores opfattelse af, hvad det reelle problem har været – og det er jo ret godt inden vi måske går ud og igangsætter konkrete projekter,’ siger Martin Sejersgaard-Jacobsen, områdechef i Anlæg og Drift og fortæller videre:
’Testpanelet har været et naturligt tiltag i forlængelse af vores vision ’Kolding – vi designer livet’, hvor vi benytter designprocesser og løbende dialog med samarbejdspartnere, borgere og interessenter til udvikling og for at sikre en effektiv drift’.
En ny runde af testpanelet med nye udfordringer og nye deltagerne er ved at blive planlagt, og forventes at komme i gang i løbet af denne måned. Det ny testpanel vil, som det gamle, få nogle uafhængige udfordringer tilsendt én for én. Herefter vil deltagerne som udgangspunkt på egen hånd skulle udforske problemstillingen og efterfølgende indsende diverse kommentarer og eventuelt idéer til løsning af udfordringen til forvaltningen.
