Ingen skoler har for høje koncentrationer PCB

PCB: Hvis vi gør status, så er Kolding sammenlignet med andre kommuner sluppet billigt, vurderer bygningskonstruktør ved kommunen.

Kolding: I efterårsferien blev 13 kommunale ejendomme i tjekket for PCB. Nu er prøverne blevet analyseret, og ingen af stederne er der fundet for høje koncentrationer af det sundheds- og miljøskadelige stof.

– Vi havde på forhånd vurderet, at risikoen for at finde for høje koncentrationer var beskeden, men nu har vi dokumentation for, at der ikke er sundhedsfare forbundet med at opholde sig i de 13 bygninger på grund af PCB, forklarer bygningskonstruktør Carsten Gotborg, Kolding Kommune.

PCB blev brugt i byggematerialer som for eksempel fugemasse, lim og maling fra 1950 og frem til 1977, hvor anvendelsen blev forbudt. Ved at gennemgå bygningsregistrene har Kolding Kommune identificeret de kommunale ejendomme, der blev bygget/renoveret i perioden.

To skoler renoveret

I 2012 undersøgte kommunen de 27 bygninger, hvor risikoen for PCB blev vurderet til at være var størst. Her fandt man for høje koncentrationer i to bygninger – Bramdrup Skole og Lyshøjskolen. De to skoler er efterfølgende blevet renoveret.

– Hvis vi gør status, så er Kolding sammenlignet med andre kommuner sluppet billigt, vurderer Carsten Gotborg

Kolding Kommune har de seneste år konsekvent tjekket for PCB ved renovering af ejendomme, der er opført eller renoveret i perioder 1950-1977.