Det er super i ”det nye” Super Brugsen

Handel. Nyt koncept giver den lokale indkøbsmagnet et mere behageligt og overskueligt butiksmiljø, der gør det lettere for kunderne at finde rundt til bredere sortimenter.

ØLGOD: Efter snart fyrre års indsats i COOP-regi går uddeler Poul Eriksen ikke af vejen for at sige, at SuperBrugsen i Ølgod nu får kædens absolut bedste butikskoncept nogensinde. Internt hedder det ”koncept 15”, men for kunderne er det nok så væsentligt, at det 2.300 kvadratmeter store supermarked er nyindrettet på en måde, der sikrer endnu bedre indkøbsoplevelser.

– Vi investerede for godt tre år siden cirka 14 millioner kroner i at udvide forretningen med 600 kvadratmeter, og jeg mener, at vi her med en mindre investering faktisk opnår noget, der godt kan måle sig med mere plads – nemlig en stærkt forbedret indretning af det eksisterende butiksareal, siger Poul Eriksen.

Udgangspunktet i det nye koncept er at skabe bedre kundeoplevelser – simpelthen at gøre det lettere, mere overskueligt og lækkert at købe ind i SuperBrugsen. Hele butiksarealet er derfor nyindrettet.

Bedre kundeoplevelser

Det første, kunderne sikkert vil lægge mærke til, er overblikket – at man allerede ved ankomsten kan skue ud over hele arealet og orientere sig om, hvor man lige finder det man ønsker. Dette er opnået med nye glaspartier mellem frugt/grønt-afdelingen og den øvrige del af butikken samt ved gøre varereolerne lavere.

Den næste behagelighed er gangene – de er gjort adskilligt bredere. Nu bliver det lettere at bevæge sig frit og ugeneret rundt imellem varereolerne, så man i ro og mag kan tage varerne i nærmere øjesyn.

Samtidigt sikrer bedre eksponering af de enkelte varegrupper, at man hurtigere finder frem til dem – og samtidigt præsenteres de enkelte produkttyper på en mere synlig, overskuelig måde.

Endelig giver indretningen bedre muligheder for at finde frem til flere forskellige brands, private labels og ikke mindst lavprismærket x-tra inden for en lang række segmenter.

Sortimentet er således gjort bredere på en række områder, og der er mange nyheder.

Grundig gentænkning

– Vi har hele tiden gennemført et fast ”spacelift” to gange årligt. Her handler det om at tage varer ud – og at bringe nye ind i sortimentet. Men her er vi gået langt mere omfattende til værks. Det er også blevet muligt i forbindelse med vore årlige forhandlinger med leverandørerne. Her er vi virkelig gået efter fornyelse, som gør det mere spændende at besøge SuperBrugsen. Og jeg må ærligt tal tilstå, at det hele er blevet meget bedre, end jeg havde turdet håbe på.

Den opmærksomme kunde vil sikkert bemærke, at man fortsat finder frugt/grønt og blomster, bager, delikatesse, slagtervarer m.v. på de vante pladser – og det skyldes ganske enkelt, at disse produktgrupper er placeret rigtig godt i forhold til vareudbuddet i øvrigt.

– Vi har ikke overladt noget til tilfældighederne. COOPs ”koncept 15” er fulgt, og det baserer sig på en grundig gentækning af hele butiksindretningen. Men vi har naturligvis også lyttet meget til vore kunder, og på den måde er vi nået frem til det gode resultat, siger Poul Eriksen.

En god handelsby

Uddeleren er med andre ord meget tilfreds. Og det er han i øvrigt også med hele udviklingen for SuperBrugsen i Ølgod. Den er ikke alene det suveræne supermarked i byens midte, men også en indkøbsmagnet for et meget stort lokalområde/opland. Naturligvis foretager nogle ind imellem en lille udflugt til de større byer, men SuperBrugsen klarer sig fint som et konkurrencedygtigt indkøbs-sted med stort udvalg. Derfor kan man også konstatere, at forretningen i Ølgod rangerer fint i COOP-regi, både hvad angår størrelse og omsætning.

Poul Eriksen går da også sammen med sine 37 ansatte friskt til opgaverne hver dag:

– Det betyder meget, at Ølgod stadig har et intakt butiksmiljø med mange fine detailbutikker. Det er også med til at tiltrække kunder fra nær og fjern. Og på den måde trækker vi alle på samme hammel i bestræbelserne på at styrke det lokale handelsliv.