Foredrag med Tyrrestrup i Janus Bygningen

Kunst. Maleren og digteren Hans Tyrrestrup holder torsdag den 26. februar et foredrag i Janus Bygningen med titlen ”Biografi og billedstof – den komparative analyse. Hvorledes liv og kunst kan forholde sig til hinanden”

Tistrup: Hans Tyrrestrups abstrakt ekspressionistiske malerier vil være velkendte for mange i det sydvestjyske område. Med impulser fra både Oluf Høst og Asger Jorn har han ramt et billedsprog, som appellerer til mange. Selv har han benævnt sin kunst som lyrisk ekspressionisme, hvilket stemmer fint overens med hans digteriske virke.

Nu er det muligt at høre maleren selv fortælle om sit virke. Det sker, når han torsdag den 26. februar besøger Janus Bygningen i Tistrup. Her holder han foredrag med titlen ”Biografi og billedstof – den komparative analyse. Hvorledes liv og kunst kan forholde sig til hinanden”. Foredraget vil blive belyst af diverse billeder og eventuelt video, og det er arrangeret af Vestjysk Kunstforening og Janusforeningen i samarbejde med Folkeuniversitetet.

Hans Tyrrestrup er født i Esbjerg i 1944. Med sin uddannelse som cand. mag. var han en årrække lektor ved Varde Gymnasium. Som billedkunstner er han autodidakt, og det har været hans levevej siden 1988. Han er bosat i landsbyen Torstrup i Varde kommune. Herfra har han fået et omfattende netværk til kunstnere andre steder i verden. Således er han netop vendt hjem fra en gruppeudstilling i Berlin.

mw