Røde Kors får nye kræfter
Hjælp og nødhjælp. Formand og kasserer går af på næste generalforsamling, men vil stadig være med for at sikre et glidende generationsskifte.
ØLGOD: Den ledelsesmæssige kontinuitet er sikret i den lokale Røde Kors-afdeling. Det står formanden Karen-Margrethe Kjeldsen og kasserer Ruth Pedersen inde for, selv om de trækker sig på den forestående generalforsamling 26. februar. De har forberedt et generationsskifte længe og har et par nye kandidater parate som efterfølgere, hvis generalforsamlingen ellers vil vælge dem.
Karen-Margrethe siger farvel efter ti år i bestyrelsen – heraf de seks som formand, mens Ruth har været kasserer igennem hele fyrre år. Absolut en bedrift, som vel godt kan føre til spørgsmålet:
Ja, men hvordan skal det dog gå videre?
– Det skal man nu ikke være urolige for. Vi synes nok, at vi har taget vores tørn. Men vi vil gerne vil være med til at sikre et glidende generationsskifte og hjælpe de nye på vej. Derfor siger vi ikke farvel og tak. Vi vil stadig yde en frivillig indsats og f.eks. også være at finde i f.eks. Røde Kors-butikken samt i forbindelse med velgørende arbejde i øvrigt, fastslår Karen-Margrethe og Ruth.
Bred indsats
Den afgående formand og kasserer kan glæde sig over, at Røde Kors i Ølgod er i god gænge med et stabilt medlemstal på ca. 100. De yder en stor, bred indsats med en lang række aktiviteter. F.eks. er der 43 ”nørdlere”, som skaber indtægter med deres produkter, mens andre bidrager på anden vis, så man f.eks. som i 2014 kunne sende ti børn på ferieophold i Røddinglund og uddele 38 julepakker (behovet er stigende). I det hele taget er der brug for den frivillige indsats på en række områder – f.eks. i vågetjenesten eller i internationale venskabstjenester for mennesker, der har brug for hjælp.
Ny butik på vej
Til gengæld drages der et lille hjertesuk, når talen falder på ejendommen Storegade 38 med den nuværende Røde Kors-tøjbutik. Ønsket er et nyt sted med plads til at udbyde et bredt sortiment af både tøj, møbler, belysning, glas, porcelæn og andre gode ting.
Men ejendommen i Storegade har efterhånden været til salg længe uden resultat, selv om der dog har været flere for at besigtige den. Butikken kan ellers umiddelbart anvendes til mange formål, mens den overliggende lejlighed i to etager kan betegnes som et godt ”håndværkertilbud.”
Hele herligheden kan nu erhverves for bare 300.000 kr., så håbet er stadig lysegrønt...
– Og nu er det sådan, at vi ikke behøver at afvente salg af ejendommen, før vi rykker ind et nyt sted.
Flere muligheder er i spil, så der træffes sikkert snart en beslutning, siger Røde Kors-kvinderne.
